Peblingegrotten har sit navn efter den tids katedralskoleelever, der havde deres første egentlige skole her på Skolebakken, hvor de hundredårige Brygger Bauers Grotter i dag gemmer sig. Peblinge var i gammel tid en almindeligbetegnelse for elever (disciple) i en latinsk skole og betyder ”en lille præst”, en i Norden latinsk betegnelse af papa.

I Domkirkebyen Viborg, Jyllands gamle hovedstad, kan den latinske skole eller katedralskole føres tilbage til 1508 eller måske helt tilbage til 1060, da Viborg blev bispesæde.

Den latinske skole var i sin oprindelse en læreanstalt, hvor man uddannede unge mænd til præster. Den første skoles beliggenhed var her på Skolebakken og bygningen blev rejst i 1508, hvor en mand fra Astrup ved Løvel skænkede grunden til kapitlet til opførelse af en skole for peblinge.

Foruden undervisningen skulle eleverne også hente vand til kirker og klostre, men tilstedeværelsen af tre helligkilder indenfor byens midte gjorde arbejdet let. De tre kilder var Skt. Kjeld, Sct. Morten og Lones Kilde. Sagnet fortæller, at den senere helgen i Viborg – prior Kjeld – en dag blev bortvist fra sit kloster med besked om ikke at vise sig oftere. På sin vej forbi domkirken mødte han et par peblinge, der bar vand til klosteret; han standsede dem og sagde, at de skulle hilse hans brødre, og at vandet ville smage som vin, når det blev drukket. Dette var tilfældet, og prior Kjeld blev hurtigt hentet ind til klostret igen.

Sang og latin var hovedfagene i den latinske skole, idet peblingene skulle synge ved domkirkens daglige messer, ligesom de skulle assistere ved begravelser, samt være kapellaner i omegnens kirker, når præsterne havde forfald.

Skoletiden varede ti år, og i den tid skulle peblingene ved siden af de almindelige fag gøre sig fortrolige i ”veltalenhed” og lære at skelne mellem ret og uret, ligesom de skulle tage fag om musik og arimetik og læse Cicero og Terent samt græske forfattere. Undervisningen skulle strække sig fra klokken seks morgen til langt ud på eftermiddagen. Dog var der særregler for onsdag og lørdag, hvor der ikke var eftermiddagsundervisning og formiddagen skulle anvendes til repetition af det i de foregående dage lærte. Repetitionen var meget vigtig for peblingene. Første klasse skulle hver dag ”gå hjem med to gloser”, som de så blev hørt i næste morgen. Elever i de ældste klasser fik sentenser, grammatiske regler eller bibelcitater, at ”gå hjem med”.

Undervisningen blev hyppigt afbrudt, da eleverne især i den katolske tid skulle fungere som kor i byens og egnens kirker. De skulle således have en gejstlig uddannelse og såvel elever som lærere skulle gå klædt i sort kjole af samme snit som præstekjoler ”udi en ret præsteklæde”.

Spisningen skulle bestå af tre retter mad og dertil øl. Enhver forseelse kunne straffes enten med bøde eller udelukkelse fra et måltid og kostdeltagerne måtte aflægge ed på, at de ville overholde reglementet.

Udeblivelse fra skole eller gudstjeneste gjorde, at man mistede ret til måltiderne. Der skulle mødes rettidigt til spisningen med renvaskede hænder, ligesom man selv skulle medbringe kniv. De yngste elever skulle sørge for opvartning og som indledning til spisningen skulle peblingene skiftes til at læse bordbøn og senere læse et stykke i biblen, ligesom al tale skulle foregå på latin. Kærlighedshistorier og uhøvisk tale måtte ikke finde sted. Ingen måtte tage af fadene, før de nåede frem til vedkommende og der måtte ikke drikkes med mad i munden.

At duellere var strengt forbudt, ligesom skørlevnere og horekarle skulle vises bort fra skolen. Selv om der var strenge regler for peblingenes gøren og laden, så havde de efter datidens forhold et virksomt og muntert liv. En beretning om, hvordan gejstlige peblinge spillede langbold på kirkegården med en knust kirkerude til følge, mangler da heller ikke. For strafbegåede uregelmæssigheder vankede der ”ris på de nøgne rygstykker” eller der skulle bæres et såkaldt ”skambræt” påmalet ordet ”æsel”.

Viborg Katedralskoles peblinge kunne og måtte tjene penge til deres daglige udkomme, dels ved at synge på gader og stræder, som hed ”at synge for dør” og at optræde og spille komedier ved de store Snapsting-markeder. Mod betaling opførte de blandt andet skolemester og sognepræst ved Gråbrødre kirke, Hieronymus Justesen Ranch´s berømte skuespil ”Karrig Nidding” og ”Kong Salomons Hyldning”. Forestillingerne fandt sted på Nytorv.

Tekst af A. Vejen Andersen