Øl har gennem flere hundrede år været et af de vigtigste fundamenter i den menneskelige tilværelse. Det ses blandt andet af, at øl gennem tiderne har været omtalt i forskellige bestemmelser, det være sig i lærekontrakter, indkvarteringsbestemmelser og festprogrammer, ja sågar i bordbønnen, for blot at nævne nogle.

Vi ser, at denne drik, brygget på korn, gennem tiderne har været et vigtigt led i menneskers dagligdag. Da øl er en fortræffelig, letfordøjelig og læskende drik og særdeles velsmagende forenes det behagelige og nærende på bedste vis.

I fagenes rækkefølge står brygmestrene da også blandt de højst vurderede håndværkere. At brygge øl betegnes som en videnskab, og mange mener, at bryggeprocessen er en kunstart.

Viborgs borgere begyndte at benytte humle til ølbrygnig, efter at munken var kommet til landet, og i Viborg blev det første humlebryggede øl fremstillet i begyndelsen af 1200-tallet. Deres Viborg-øl blev betegnet som godt øl. Alligevel skulle der gå mange århundreder, inden det blev til en egentlig industri, idet byens borgere selv, i deres gruekedler, bryggede øl, som de solgte ved ”stalddøren”. Dette salg blev betragtet som en biindtægt, der blev hæget meget om.

Det blev således ved en særlig kongelig anordning forbudt at indføre øl fra andre byer under de store Snapstingmarkeder i Viborg, som samlede mange mennesker fra nær og fjern. På disse markeder blev der nedsvælget store mængder hjemmebrygget Viborg-øl, hvis virkning gav sig udslag i duellering og deslige, hvor om man kan læse i den gamle bys historie.

At Viborg-øl var et godt og landskendt produkt, ser man blandt andet af, at visse af datidens poeter skrev om det. Lægen Holger Jacubæus, der i 1670 under sin Jyllandsrejse gæstede domkirkebyen, skrev således følgende linjer om Viborgs fortræffelige øl i sin rejsebog:

”Viborg Skald gennemtrænger Bugen som et Sværd og rumler i Maven og brummer i Tarmen”.

Den megen ølbrygning i Viborg-borgernes bryggerser blev da også årsag til, at byen i sommeren 1726 næsten nedbrændte. Dagen efter Sct. Hans bryggede de øl hos borger Peder Vandel og tjenestepigen blev derfor sendt på loftet efter lyng, som Madam Vandel fyrede med under bryggerkedlen. Da pigen kastede et bundt lyng ned gennem loftslemmen, greb ilden fra kedlen fat i lyngen, som straks fængede. Da madammen ikke nænnede at bruge det gode bryg til at slukke ilden med, brændte størstedelen af byen inklusive domkirken og flere andre kirker.

Det rigtige gyldne, perlende undergærede øl kom først til Danmark, da bryggeriet Carlsbergs grundlægger, brygger J.C. Jacobsen, efter et besøg i Tyskland i 1847 hjemførte en fustage øl-gær, som blev grundlaget for næsten al ølbrygning i Danamrk.

I 1868 kom den ungarnske brygmester Peter Bauer til Viborg og købte Skolestræde 4. Her lå et lille hvidtølsbryggeri, der blev oprettet i 1832 af spækhøker Schmidt og regnes for et af Danmarks ældste. Øllet herfra var berømt, fordi vandet blev hentet fra den rene og dejlige Sct. Mortenskilde – den samme kilde Brygger Bauer hentede vand fra til sit undergærede bayerske øl, og tilstedeværelsen af denne kilde blev derfor grundlaget for, at Peter Bauer byggede de store grotter her dybt under jorden. I denne dybde var det muligt at holde en lagringstemperatur fra 2-6 grader, hvilket var nødvendigt for at fremstille undergæret øl. Men da al begyndelse er svær og kræver en god økonomi, kunne den ungarske brygmester ikke klare det og gik konkurs.

Andre af byens brogere, men mølleejer Villesen og købmændene Halberg og Fischer i spidsen, dannede nu aktieselskabet ”Bryggeriet Dania”. Deres varemærke var splitflaget Dannebrog højt båret af den dejlige skjoldmø Dania. I 1891 måtte deres selskab dreje om for ølhanerne og i næsten 100 år har disse bygningsværker været gemt og glemt.

Men nu løber ølhanerne igen i Brygger Bauers Grotter til glæde for viborgensere og byens gæster.

Tekst A. Vejen Andersen.